Hver ung har en primær kontaktpædagog. I Villa Nord arbejdes der også med sekundær kontaktpædagog således, at den primære og sekundære kan spare med hinanden, men også såfremt den primære kontaktpædagog af den ene eller anden årsag er fraværende. På den måde sikrer vi, at der altid er et systematisk fokus på den unge. Den enkeltes kontaktpædagog har den primære kontakt til familien, skolen og er tovholder for arbejdet omkring den unge. Bl.a. udarbejder kontaktpædagogen i samarbejde med den unge, en udviklingsplan, som indeholder relevante målbare udviklingspunkter. Planen evalueres mindst hver 3. måned.
Den unge støttes i at indgå i sociale samspil, både i huset, i lokalmiljøet og i forhold til at opnå/vedligeholde venskaber f.eks. fra skolen eller hjemmemiljøet. Ligesom de unge støttes i at benytte fritidstilbud, såfremt de er motiveret for dette.
Vi ønsker at understøtte de unges oplevelse af at have indflydelse på eget liv og miljøet i huset, samt at præsentere dem for demokratiske processer. Dette bl.a. ved at vi holder husmøder 1. torsdag i måneden, hvor de unge får mulighed for at forholde sig til og tage beslutning omkring relevante emner. I Villa Nord har de unge, i samråd med personalet, opstillet husrammer for, hvordan man som ung i huset respekterer hinanden bedst muligt.
Vi er opmærksomme på betydningen af et tæt og respektfuldt samarbejde med familien og/eller andre relevante relationer. Familien bliver inddraget i tiltag omkring den unge, og vi står gerne til rådighed med sparring og ideer, hvor familien måtte ønske det.
Villa Nord lægger vægt på, at personalet har et anerkendende menneskesyn, relevant uddannelse og erfaring.
Alle ansatte får løbende supervision.